Måned: august 2020

Hverdag

Vægt 71,3 mave 93 talje 80
Mål: 68, 85.
Daglige rutiner og daglige mål:
Tabata – 40 min træning 8 min stræk ud – TJEK
Skridt – har ikke telefonen på mig, går i kjole 🙂
Kalorier – max 1760 – TJEK
Søvn – 7-8 timer – TJEK

Så er hverdagen her, og jeg får slet ikke opdateret. Til gengæld holder jeg fast i min træning og vægttabet er i gang igen. Kun de dage, hvor jeg har migræne, træner jeg ikke. Jeg har nået første mål – 80 cm om taljen, som alle jo skriver er normalmålet for en kvinde. Det gør faktisk, at jeg nu både går i kjole og nederdel, og….som jeg ikke har gjort i virkelig mange år, t-shirt ned i bukserne, uden at jeg føler mig tyk. Der er nogle få, som har kommenteret, at de kan se, at jeg har tabt mig, det er ikke mange, hvilket jeg tror, er fordi jeg altid har klædt mig, så det var svært at se min mave – og at jeg altid retter min ryg.

Jeg har travlt på arbejdet, men på den gode måde. Jeg ved at det flader ud om et par uger, så ingen stress.

Vi har været på stranden flere gange. Vi cykler derned – men kun fordi vi har el-cykler. Sidste søndag var vi dernede og bage snobrød med ældstedatter, hendes kæreste og hans barn. Virkelig en dejlig dag.

Skygge

Vægt 74,3 mave 95, talje 82
Mål: 68, 85.
Daglige rutiner og daglige mål:
Tabata – 40 min træning 8 min stræk ud – TJEK
Skridt – min 10000 – nej, men havde ikke telefonen på mig
Kalorier – max 1760 – TJEk
Søvn – 7-8 timer – TJEK

Igen en meget varm dag, på kontoret var der 30 grader, lidt svært at koncentrere sig. Coronaen spøger lige om hjørnet, men eleverne er startet, håber vi når at introducere dem for, hvordan de skal agere, hvis det igen bliver hjemmeundervisning.

Eftermiddag på terrassen i skyggen med katten som kompagnon 🙂 Lydbogen Afsporet af Michael Katz Krefeld. Efter aftenmaden cyklede vi til Fakkegrav og tog en dukkert. Vi bor det smukkeste sted. Nu varm chokolade mens solen går ned.

Hedebølge

Det er 30-32 grader og sommeren fortsætter. Dejligt, men også lidt for varmt, da man slet ikke kan være i solen. I går var vi hos en veninde til aftensmad. Hun serverede hjemmedyrkede artiskokker. De var vildt lækre. Vi sad i bare arme til kl 2 om natten. Elsker disse dejlige sommeraftener. I dag har jeg været lidt smadret af vin mm igår. Så ren afslapning. Papegøjen fløj i onsdags, men i dag fik min mand en opringning, hende vi havde købt papegøjbur af’s exmand, havde indfanget den og fået den i bur. Nu holder vi så alle øje med, om nogen efterlyser den. Ellers må Nicolaj i gang med at bygge voliere. Forresten er jeg startet på arbejde igen. Eleverne kommer dog først på mandag. Jeg har trænet tabata hver morgen – og været obs på kalorier. Fra næste uge skal jeg nok få gang i oversigten igen.

Papegøje

Sidste dag i sommerferien, i morgen starter jeg arbejde igen, og jeg fortsætter min plan for at tabe mig og blive stærkere.

I mandags opdagede vi en blåpandet amazone i træerne i hønsegården. Min mand har altid haft et eller andet med papegøjer, de er vilde med ham. Vi lokkede med jordnødder, og den tog hurtigt imod. Vi har ledt allevegne efter nogen, der leder efter den, både på facebook og på hjemmesider, men ingen ser ud til at have den efterlyst. Jeg har kontaktet hende, som sælger DK ringe og givet hende ringnummeret, så vil hun se, om hun kan finde opdrætteren. Indtil vi hører mere, passer vi så godt på den som muligt. Den bor i træerne og tager fine aften-flyveture. Den er også begyndt at spise af madskålen, som vi har sat til den, vi har købt papegøjefoder. Den kan jo sagtens overleve lige nu, men til vinter kan den jo ikke. Så nu ser vi, om vi kan gøre den så tryg, at vi på et tidspunkt kan få den i bur, så må vi tage den derfra. Den er i hvert fald helt vildt fascinerende, og vi kalder den Amanda.