Sund livsstil

Vægt 75,2 mave 96
Mål: 68, 85.
Daglige rutiner og daglige mål:
Tabata – 40 min træning 8 min stræk ud – TJEK
Skridt – min 10.000 – Ikke helt
Kalorier – max 1760 – TJEK
Søvn – 7-8 timer – TJEK

Jeg har en datter, som kæmper med spiseforstyrrelse. Jeg ved, at hun taler med instanser om, at det er noget der er startet i barndommen.

Jeg kan ikke lade være med at føle skyld, og diskuterer ofte med mig selv om, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg ved godt, at man ikke kan bruge skyld til noget, men hvis det er min opdragelse og livsstil, der har ført så alvorlig en sygdom med sig, vil jeg meget gerne vide det jo.

Som jeg husker det, har vi altid gået op i, at man skulle leve nogenlunde sundt. Vi har forsøgt ikke at spise overvældende meget sukker – og helt sikkert sagt nej ind i mellem, når pigerne gerne ville have slik, is, kage osv. Men vi har aldrig været fanatiske, vi har spist fredagsslik og ofte også lidt usundt i hverdagene, men bare forsøgt ikke at overgøre det.

Vi har snakket fedme, men oftere snakket om, at det vigtigere at leve sundt, end at gå op i om man var for tyk. Og jo, jeg har trænet, for ikke at blive alt for tyk, altid svømmet, gået til en form for dans, ind i mellem har jeg løbet og har altid været glad for sport. Så det pigerne har set, er en mor, som gerne ville holde sig nogenlunde slank, sund og spist godt for hjernen. Når vi har talt om fedme, har vi oftest talt om, at det er vigtigt at man ikke bliver svært overvægtig – men at have lidt på sidebenene ikke gjorde noget.

Så hvad kan det være, jeg har gjort forkert?

Ser man familier, hvor flere er svært overvægtige, snakker man jo ofte om, at det er usunde vaner, der er blevet givet videre. Hvorfor har forældrene ikke sørget for, at sundhed var en vigtig del i deres liv? Hvorfor har der ikke været mere fokus på bevægelse og sund kost?

Når jeg så synes, jeg netop har forsøgt at gøre dette, så ender jeg med, at jeg har været med til at trigge en spiseforstyrelse. Og det synes jeg er dybt frustrerende. Jeg ville ønske, jeg kunne tale med den diatist eller de psykologer, som bekræfter min datter i, at det er i barndomme kimen til spiseforstyrelsen ligger. Jeg ville ønske, at jeg kunne få nogle svar på, hvad jeg så burde have gjort. Lige hos mig – ville rådene så lyde, at vi i familien slet ikke skulle have fokuseret på sundhed? Med den risiko at vi så ville have fået børn med usunde vaner? Men hos overvægtige familie ville rådet være – at de netop skulle have fokuseret mere på sundhed? Hvordan skal man overhovedet kunne vælge en livsstil så? Man kan jo som forældre ikke se ud i fremtiden – og se hvilke konsekvenser ens bevidste handlinger vil influere på børnenes liv. Man er jo nødt til at vælge, hvad man tror er mest fornuftigt og giver den bedste opvækst. Men det er godt nok svært at sluge, at det man så anså som mest fornuftigt, viser sig at have katastrofale konsekvenser.

Jeg håber min datter forstår, at jeg har forsøgt mit bedste. Det er jeg faktisk ret overbevist om, at hun godt ved. Og jeg kan jo selvfølgelig ikke vide, om det er bestemte situationer hun husker, som kunne være triggere. Situationer som jeg slet ikke husker – eller som jeg husker i et andet lys med andre intentioner.

En dag sætter vi os nok ned og får talt det igennem. Jeg vil forsøge at være lyttende, men jeg håber også, at hun vil lytte til mig, og forstå mine handlinger, holdninger og ageren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.